Helbredende sørgetid
”Jeg savner min afdøde mand”

Mine venner siger, at jeg skal give slip… men hvordan?”Nu har min mand været død i to år, og jeg savner ham stadig, især om natten. Jeg savner trygheden, den kropslige nærhed. Mine venner siger, jeg skal give slip og åbne op for nyt, men jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal bære mig ad.”Sådan fortalte en kvinde, da jeg var ude at holde foredrag.
Ja, det er tungt at sørge, og det gør ondt. Når vi har elsket og været knyttet til en ægtefælle i mange år, er det et stort savn, når vedkommende er borte. Det kan næsten føles, som om vi mister et stykke af os selv. Et stykke af vores hjerte tilhørte jo den anden. Denne smerte forsvinder ikke bare af sig selv, når man har sørget i et års tid eller to. For det menneske, vi elskede, mangler jo stadig i vores liv. Hvad kan hjælpe os med at tage afsked med en af vore kære?

Det er et problem, at det ligesom ligger i vores kultur, at vi altid skal have hold på os selv. Grædende og klagende mennesker udløser ofte ubehag og i bedste fald medlidenhed hos andre, men kun i sjældne tilfælde ægte medfølelse.
På Bibelens tid fandtes der en bestemt ”erhvervsgruppe”, som trådte i aktion, når et menneske var død. Denne gruppe bestod af kvinder, som man kaldte grædekoner. De græd med det menneske, som sørgede over en afdød. De sukkede og jamrede højlydt og hentede al smerten ud af sjælen på den, der var ramt. De blev på en måde den lidendes stemme. Disse kvinder opholdt sig i flere dage i huset og hjalp på denne måde med til at bearbejde sorgen. I vores kultur trækker dette sorgarbejde ud i så lang tid, fordi sorgen ikke har sin egen platform. Det forventes, at vi i vid udstrækning kan klare smerten alene. Men sjælen (menneskets følelsesmæssige side) har brug for at få smerten og tabet ud.

Så længe vi så smerteligt savner den afdøde, som kvinden ovenfor beskrev det, er vores sorgarbejde endnu ikke forbi. Bearbejdningsprocessen er forskellig fra den ene til den anden, og vi må selv prøve os frem til, hvad der hjælper, og hvad der ikke hjælper. Det kan være en mulighed hver dag at sætte tid af til at sørge i, og i den forbindelse er det vigtigt at sige til sig selv: ”Jeg har lov til at sørge; det er helt i orden.”
I den første tid kan det måske hjælpe nogen hver dag at tage en ”time-out” til tårer. I den periode gør de sig bevidste om, at Jesus er hos dem og holder dem i sine arme. Samtidig sætter de så konkret som muligt ord på alt, hvad de savner, og hvad der trykker dem. Det virker helbredende på sjælen. En sådan tid til at græde i bør dog ikke vare flere timer. Det er godt at rejse sig snart efter og i al stilhed vaske ansigtet.
Efter denne time-out med tid til at græde hjælper det at lægge alle sine bekymringer over til Gud i bøn, bede ham om at møde os i smerten og tage imod hans trøst. Jesus har sagt, at ”han ikke vil efterlade os faderløse, men sende os Talsmanden” (Joh. 14, 18-20).
Desuden siger Guds Ord, at vi ”i alle forhold skal bringe vores ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak” (Fil. 4,6). Derfor kan selv sørgende takke Gud for alt det gode, som med ægtefællen kom ind i deres liv. De kan tænke tilbage på enkeltbegivenheder og glæde sig over dem. Hvis der i den forbindelse skulle blive trang til tårer, er det ofte taknemmelighedens tårer.
Efter en tid med at sørge og mindes, bede og takke er det godt igen at vende sig mod hverdagen og gå i gang med at lave noget. Hvad med for eksempel at gøre noget godt for en anden? Det gør tit også godt på ens egen sjæl.

De fleste vil nok opleve nætterne som de sværeste at komme igennem. Om dagen har vi nemmere ved at lede tankerne hen på noget hverdagsagtigt, hvorimod vi i mørket ser mere dystert på tingene. Om natten mangler vi især den velkendte, fortrolige kontakt, ægtefællens arme omkring sig, hans ”godnat”, den fælles bøn. Stilheden gør ensomheden mere påtrængende.
Muligvis har den efterladte aldrig savnet nærhed og intimitet, da partneren stadig levede. Da var de bare sammen. Nu længes kroppen efter nærhed, og denne længsel gør smerten større. Det er der ikke noget underligt i, det er helt normalt. For som C.S. Lewis har udtrykt det, kan livet efter tabet af den elskede ægtefælle sammenlignes med et tomt hus, og den efterladte mærker med al smertelighed på egen krop, at det er rungende tomt.

Sørgende mennesker hører ofte fra andre, at de skal ”give slip”. Det er i princippet rigtigt. Men hvad menes der med at ”give slip”? Glemme ægtefællen? Det er selvfølgelig umuligt! At give slip betyder snarere at skue tilbage med taknemmelighed og samtidig acceptere, at den tid er forbi. Og så derpå kigge fremad og tænke: ”Hvordan kan jeg fylde den tid af mit liv, jeg har tilbage?” At bede Gud: ”Luk mine øjne op for de opgaver, du har til mig!” Med hans hjælp begynder et nyt liv, en ny dag bryder frem!
I sørgetiden giver sjælen udtryk for, at den som partner kun vil acceptere den, som den har mistet. Dette er desværre ikke muligt. Og samtidig viser længslen efter nærhed jo, at vi er skabt til fællesskab. En ny ægtefælle vil aldrig kunne erstatte den første, og det skal han eller hun heller ikke. Men det kan ske, at to mennesker, som begge har lidt et tab, endnu engang kan finde glæde i livet sammen ved at dele smerten og være noget for hinanden. Derfor lønner det sig at bede Gud om at vise os den vej, som vi skal gå.
Og endelig er det vigtigt ikke at isolere sig i sorgen, men søge kontakt med andre, som også har mistet en af deres kære. At have overskud til andre er godt og helbredende – også for en selv. For man mærker, hvor taknemmeligt trøsten bliver modtaget, fordi den kommer fra et forstående hjerte.

BØN
Herre Jesus, jeg vil tage imod din trøst.
Tak for den tid, du har skænket mig med min elskede.
Jeg stoler på, at du vil vise mig, hvordan jeg på ny kan fylde mit liv efter dette tab.
Hjælp mig til at se fremad!
Vis mig, hvad du vil med mig. Amen.

Af Ruth Heil, ægteskabs-
rådgiver, forfatter og foredragsholder.